Mandsholdskaffen - Kaffe for en god sag
Mandsholdet er et fodboldsatiremedie for rigtige kammerater. Vi elsker og støtter Landsholdet, amatørfodbolden og sammenholdet med kolde øl og skoldhed kaffe!
Derfor giver vi jer Mandsholdskaffen!
De perfekte bønner til dig, der bare kan lide helt almindelig, latterligt god kaffe.
De her bønner er nyristede og i topkvalitet. Udelukkende til at lave sort kaffe på (eller til nøds ’kaffe med mælk’, hvis du har en sød tand).
Ja, det kan da godt være, at de rige og fine inde i København med glæde betaler 60 kroner, for at få æren af at blive ignoreret i fem kvarter, inden de får serveret et fingerbøl lunken og gennemsigtig morgenkaffe af en 12-årig svensk humaniorastuderende med tyndt overskæg og endnu tyndere blækbefængte arme. Men det gider du ikke. Du vil gerne have en stor spand skoldhed kulsort kaffe i kop med hank.
Du vil have kaffe fra dobbeltkolben i frokoststuen. Kaffe man kan læse sin avis til. Wienerbrødskaffe. Kaffe man ikke skammer sig over at byde sin far. En kaffe for folk, der drikker pilsner og hælder oktan 95 på sin Toyota Carina. Mandsholdets kaffe er sådan en; en helt almindelig kaffe. Men i højeste kvalitet.
Nåja, og når du alligevel står og nulrer dine bønner og venter på at kaffen løber igennem, så lun dig ved tanken om at du donerer et beløb til Football for a New Tomorrows arbejde med at anlægge fodboldbaner i Sierra Leone.
Slå til nu, så sørger Kristian for at du snart har latterligt god, men helt almindelig kaffe i kolben.
Med skoldhede hilsner
Mandsholdet og Kristians Kaffe